Brian Nielsen sikrede VB vigtigt point i undertal

 (SAS Ligaen)
090301-VB-FCN-1-1-720x520-IMG_1380.JPG

Skønt decimeret allerede inden pausen, da Allan Gaarde så rødt, og bagud efter et flot Junior-mål med 20 min igen, ja, så sikrede en mandfolkepræstation af VB’s nyetablerede konstellation alligevel et værdifuldt point til kontoen med Brian Nielsens frisparksmål.

Kalenderen viste første forårsdag, men det var i råkulden og med tågebankerne drivende ind over Nørreskoven nok ikke den første association, der faldt de over 6000 på lægterne ind. Men alligevel var stemningen fin, og hjemmepublikummet honorerede de rødblusedes fight.

Der var absolut ingen overraskelser i Ove Christensens startellever, som ganske svarede til den, de sidste træningskampe havde ladet ane.

Efter at nordsjællænderne havde advaret værterne allerede efter et par minutter ved at udnytte forvirringen omkring en Priske, der lå til behandling på sidelinjen, til at komme til baglinjen et par gange, ja, så blev tilskuerne vidner til en typisk premierekamp i det første kvarter. Spillet var nervøst fra begge sider med adskillige boldtab og skæverter.

Det var VB, som først fandt sig selv, og med omkring et kvarter spillet, fik værterne etableret et solidt pres mod Nenad Novakovic’ mål. Både Delani, Brian Nielsen og Priske blev dog blokeret, inden det for alvor blev farligt. Ud over at Jimmy Nielsen havde lidt problemer med at holde et skud fra Dennis Cagara, stod der efterfølgende VB på det meste. Brian Nielsen blev spillet fri af Delani, men kom for langt ud i siden, så Novakovic kunne redde til hjørne. Delani slap uimodståeligt fri i højre, men fra en spids vinkel måtte han se FCN’s nye keeper fodparere. Brian Nielsen skød millimeter forbi opstanderen, og samme Brian Nielsen, som fortjent blev Man of the Match blev i det 41. minut genialt spillet fri af Salou, men det blev kun til hjørne. Jo, FCN’s midterforsvar, hvor der øjensynligt herskede en del kommunikationsproblemer mellem Parkhurst og Kibebe, havde fuldt op at gøre.

Så kom så situationen, som vendte kampen på hovedet. Allan Gaarde tjattede ud efter Michael Parkhurst med foden og blev af dommer Emil Laursen prompte forevist rødt. Den meget talende opmand, som også fik vist gult til Salou, Jimmy Nielsen og Djeziri for brok og tidsudtræk, kunne efter kampen næppe henvende sig til Fionia Bank tribunen og hæve et æresmedlemsskab af Crazy Reds…

Episoden fik selvfølgelig kampen til at ændre karakter. Skønt VB i 2. halvleg med udskiftning af Salou, Delani på top og indskiftede Djeziri på kant hurtigt fik indstillet sig på den ny situation, gav overtallet selvfølgelig Farum-klubben et optisk overtag. Det meste, Wieghorsts mandskab kom med, var dog relativt gennemsigtigt og forholdsvist nemt at trevle op for VB-forsvaret, og værterne var stedse farlige på kontra. Jimmy Nielsen måtte dog straks efter pausen hive en klasseredning ud af ærmet over for en fri Bernburg.
Som Ove Christensen sagde efter kampen, var det eneste, der irriterede ham i 2. halvleg, at Priske under en lovende kontra valgte at afslutte selv i stedet for at trille bolden ud til en fri Brian Nielsen.

Allan K. Pedersens nyerhvervelse fra FCK, Jose Junior, var det meste af kampen solidt pakket ind. Men efter 72 minutter fik brasilianeren masser af plads på grænsen af straffesparksfeltet – han drejede venstre om og knaldede bolden i mål uden for Jimmy Nielsens rækkevidde. En særdeles flot scoring!

På næste VB-angreb sørgede Brian Nielsen dog for, at retfærdigheden skete fyldest. For anden turneringskamp i træk sendte venstrekanten et frispark direkte i nettet. Novakovic havde hænderne på, men kunne ikke forhindre bolden i at gå i mål.

Ove Christensen bragte Nørlund til sidst, og Brian Nielsen gik på toppen. Paradoksalt nok var det holdet i undertal, som pressede på for et sejrsmål, og både Priske og Adda var tæt på mod slutningen. Men facit forblev et point til et rekonstrueret VB-mandskab, som nok skal vise sig at kunne spille op med de fleste – når man ellers får lov at spille 11 mod 11…

Debutanter:

Rasmus Würtz
Ibrahim Salou
Allan Gaarde
Martin Pedersen
Adda Djeziri


Tekst: Ole Kristensen - Foto: Jørgen Bech og Johnny Kristensen
 

Kampfakta
VB-FC Nordsjælland 1-1 (0-0)
72. 0-1 Jose Junior
73 1-1 Brian Nielsen

Tilskuere: 6104

17. Ibrahim Salou 
42. Allan Gaarde
50. Jimmy Nielsen
90. Adda Djeziri


 


53. Adda Djeziri ind
Ibrahim Salou ud

83. Alex Nørlund ind
Eduardo Delani ud

 

Ove Christensen

Efter kampen...

Ove Christensen efter kampen:

”Vi var egentlig fortrøstningsfulde efter udvisningen. Vi har et robust, fysisk stærkt og rutineret hold, som, jeg ikke var i tvivl om, nok skulle stå distancen, efter vi i pausen havde fået aftalt ommøbleringerne,” udtalte efter kampen en tilfreds Ove Christensen, som afstod fra at kommentere udvisningen eller andre af kampens kontroversielle kendelser.
VB-træneren havde roser til Brian Nielsen. ”Han har et fysisk overskud, som gør ham meget skarp i øjeblikket.” Han havde også kun lovord til sine mange debutanter: ”Martin Pedersen spillede sin hidtil bedste kamp. Det gælder også Salou, selv om han skal huske ikke at trække for meget ned i banen. Würtz bliver en krumtap for holdet, og Adda bliver et godt kort at bringe.”
Om kampen i øvrigt: ”Vi spiller fornuftigt. Vi er farlige og ikke så stressede. I efteråret var vi overmatchede i en del kampe – nu råder vi over et mere robust og voksent hold.”



 

Klik på billedet for at se det stort
Opstilling_FCNord.jpg
BÆNKEN
Søren Pallesen,Marc Pedersen, Jesper Olesen, Alex Nørlund, Chidi Omeje,Adda Djeziri og Jimmi Klitland

VBTV

Klik på playeren ved siden af for at se sammendraget fra kampen.

Under VBTV i menuen til højre kan du se andre sammendrag fra VB’s tidligere kamp

 

090301-VB-FCN-1-1-720x520-IMG_1307.JPG 090301-VB-FCN-1-1-720x520-IMG_1320.JPG 090301-VB-FCN-1-1-720x520-IMG_1339.JPG 090301-VB-FCN-1-1-720x520-IMG_1347.JPG 090301-VB-FCN-1-1-720x520-IMG_1351.JPG 090301-VB-FCN-1-1-720x520-IMG_1362.JPG 090301-VB-FCN-1-1-720x520-IMG_1380.JPG
090301-VB-FCN-1-1-720x520-IMG_1389.JPG 090301-VB-FCN-1-1-720x520-IMG_1401.JPG 090301-VB-FCN-1-1-720x520-IMG_1429.JPG 090301-VB-FCN-1-1-720x520-IMG_1438.JPG 090301-VB-FCN-1-1-720x520-IMG_1472.JPG 090301-VB-FCN-1-1-720x520-IMG_1490.JPG 090301-VB-FCN-1-1-720x520-IMG_1491.JPG
090301-VB-FCN-1-1-720x520-IMG_1500.JPG 090301-VB-FCN-1-1-720x520-IMG_1509.JPG 090301-VB-FCN-1-1-720x520-IMG_1527.JPG 090301-VB-FCN-1-1-720x520-IMG_1585.JPG 090301-VB-FCN-1-1-720x520-IMG_1663.JPG 090301-VB-FCN-1-1-720x520-IMG_1698.JPG 2009_VB-FCN_stor_1.jpg
2009_VB-FCN_stor_2.jpg 2009_VB-FCN_stor_3.jpg 2009_VB-FCN_stor_4.jpg 2009_VB-FCN_stor_5.jpg 2009_VB-FCN_stor_6.jpg 2009_VB-FCN_stor_7.jpg 2009_VB-FCN_stor_8.jpg
2009_VB-FCN_stor_9.jpg