Nederlag i første test
Det var godt og heldigt planlagt, at årets første træningskamp skulle spilles i Ødsted. Inde i Vejle styrtregnede det, men lidt uden for byen skinnede solen, mens der blæste en let vind over det fine arrangement, som Ammitsbøl/Jerlev havde tilrettelagt ved kampen.
De mange tilskuere kunne se Vejle Boldklub stille op i en 4-3-3, hvor eneste ændring i forhold til den i forvejen varslede opstilling var, at Brian Nielsen startede på venstrekanten i stedet for Eduardo Delani. Der var ny mand på målmandsposten, da Casper Jacobsen havde sin første optræden i VB-trøjen.
Første halvleg var en relativ jævnbyrdig affære. Første chance opstod til VB allerede efter to minutter, da Jonas Halling efter hjørnespark fik chancen uden for feltet, men hans afslutning gik lige ved siden af mål.
Ellers var det ikke mange muligheder, de to hold kreerede. SønderjyskE var farligst, når de to frontløbere Kjærulff og Fabricius slap fri i en hurtig kontra, men midterforsvaret med Steffen Kielstrup og Johan Friberg Da Cruz forhindrede scoringer i samarbejde med Casper Jacobsen. Vejle forsøgte ofte at vende spillet med dybe bolde til Philip Lund, dog uden at der kom nævneværdige chancer ud af det. Tættest på scoring i første halvleg kom vejlenserne efter den vandpause, som dommer Per Abrahamsen dikterede efter 25 minutter. Martin Pedersen krøllede et frispark lige forbi hjørnet, og han var også oplægger, da Brian Nielsen med to minutter tilbage af halvlegen forsøgte med et frækt lob, som gik over mål. Godt at se den stærke venstre back tilbage.
Anden halvleg startede uheldigt. Allerede efter to minutter kom SønderjyskE foran, da Casper Jacobsen kun fik fingrene på Sedin Alics afslutning. Derefter stod der dog Vejle Boldklub på tingene. De rutinerede herrer, der var kommet ind i halvlegen, kørte bolden fint rundt og lagde et stort pres på SønderjyskE. Eduardo Delani var, som sædvanligt fristes man til at sige, en markant spiller på sin venstrekant. Efter 54 minutter afdriblede han SønderjyskE-backen, og hans indlæg headede Johan Friberg Da Cruz på stolpen. Delani var på spil igen tre minutter senere, da han efter nye driblinger blev fældet i feltet. Desværre insisterede han på selv at sparke, og så har vi jo en af sportens mest fortærskede klicheer til at fortælle os, hvad der sker – det svage spark gik ved siden af mål.
Det blev ikke til nogle mål, og SønderjyskE kunne trække sig fra kampen med en 1-0, men dermed er første skridt mod sæsonen taget, og VB fik vist, at man kan spille boldbesiddende fodbold, selv mod et SAS Liga-mandskab.
Tekst: Sebastian Stanbury.
Opstilling i første halvleg:
Casper Jacobsen
Allan Olesen – Johan Friberg Da Cruz – Steffen Kielstrup – Martin Pedersen
Jonas Halling
Valentino Lai – Søren Pallesen
Philip Lund – Adeshina Lawal – Brian Nielsen
Opstilling i anden halvleg:
Casper Jacobsen
Johan Friberg Da Cruz – Brian Priske – Marc Pedersen – Allan Olesen
Steffen Kielstrup
Søren Pallesen – Allan Gaarde
Martin Borre – Brian Pedersen – Eduardo Delani
Kampfakta
VB - SønderjyskE 0-1 (0-0)
47. 0-1 Sedin Alic
72. Johan Friberg Da Cruz ud
Valentino Lai ind
Mats Gren
- Det var tilfredsstillende. Der er flere ting, som jeg kan se, spillerne har i hovedet. De er meget defensivt indstillede. Hvis der kommer en høj bold, som vi ikke har, træder spillerne et skridt tilbage. Det skal vi have væk, så vi kan få lagt et højere pres. Det kommer til at tage nogle uger.
(om 4-3-3) – Vi har trænet på det. Vi udnytter det lidt for dårligt i første halvleg, vi får ikke rigtigt backerne med, for vi har bolden meget ude i siderne. Det har vi kun arbejdet med to gange, men vi skal udnytte de kvaliteter, vi har. Martin Pedersen er jo meget stærk. Men vi skal kunne spille begge systemer, både 4-4-2 og 4-3-3.
- I de sidste tyve minutter, var det kun os der spillede, så det burde mindst have været uafgjort. Men jeg synes, det var helt okay i begge halvlege. Man så i anden halvleg, at vi kunne overtage spillet. Der var lidt for mange dårlige afslutninger og indlæg, der ikke lå, hvor de skulle.

