VB spillede en god time mod FCK

 (Træningskampe)
090513-VB-AC-Horsens-1-1-Kamp-720x520-IMG_4087.JPG

I sommerens anden testkamp blev det til et 3-0 nederlag til VB mod de danske mestre fra FC København. Vejlenserne spillede i mere end en time lige op med mesterholdet, inden træthed, udskiftninger og omrokeringer kostede i slutfasen.

Hjemmeholdet i en sædvanen tro stærk opstilling kom blæsende fra start i deres sidste test, inden det onsdag gælder Champions League-kvalifikationen, men et arbejdsomt Vejle-hold fik hurtigt indstillet sig på et kvikt spillende FCK-mandskab, der godt nok dominerede i første halvdel af første halvleg.

Vejle-defensiven blev sat på sine prøver, men rigtig farlige blev hjemmeholdet sjældent. De blev for det meste henvist til hjørnespark.

Hjalte Nørregaard var tættest på med et langskud, der tog oversiden af overliggeren.

Halvvejs i første omgang skiftede kampen karakter, og gæsterne blev toneangivende på chancefronten. Godt nok med lidt hjælp fra et letsindigt FCK-forsvar. Først gav en sløset tilbageaflevering en friløber til Ibrahim Salou, der gjorde en god figur i sin comeback-kamp efter tre måneders skadespause. Ghaneserens afslutning voldte dog ingen problemer for svenske Johan Wiland i FCK-buret.

FCK-keeperen gav tre minutter efter en ny chance til Vejle-angriberen. Målmanden behandlede en tilbagelægning lidt nonchalant, og så ”forærede” han Ibrahim Salou bolden. Desværre kom en FCK-forsvarer tilbage og fik reddet afslutningen på målstregen. Kort efter måtte Steffen Kielstrup se et skud tæt under mål ramme trekantsammenføjning efter at have snittet en FCK’er. Det brændte på foran hjemmeholdets mål, og en Vejle-føring havde ikke været ufortjent.

I slutningen af første halvleg bankede FCK igen for alvor på. Jimmy Nielsen måtte parere en kvalificeret Dame N’Doye afslutning til hjørnespark, og inden var Ailton Almeida tæt på at komme først på et godt slået indlæg, men han kolliderede i stedet for med Jimmy Nielsen, der derfor ti minutter inde i anden halvleg måtte lade sig udskifte småskadet.

Stillingen ved pausen 0-0.

Gæsterne skiftede i pausen Ibrahim Salou ud og ind kom prøvespilleren Jesper Rasmussen. Anden omgangs første chance tilfaldt Allan Gaarde, der testede Johan Wiland med et godt langskud. Hjemmeholdet kom efter pausen ud med otte nye spillere heriblandt flere landsholdsspillere, og det gav sig udslag efterhånden som vejlenserne skiftede ud, rokerede om og mærkede trætheden.

Martin Vingaard havde en flugter på overliggeren, der heldigvis ramte ned på den rigtige side af stregen, ligesom Dame N’Doye havde to kæmpe chancer, der blev misbrugt. Men senegaleseren kan glæde sig over, at tredje gang er lykkens gang. I det 77. minut bragte han FCK foran 1-0. Morten Nordstrand fordoblerede med fire minutter igen, inden Danni Jensen lukkede til 3-0 kort før tid.

En fortjent sejr, men gæsterne kunne glæde sig over at have spillet lige op med FC København i en time. De danske mestre er trods alt noget længere fremme i forberedelserne, da de allerede onsdag skal i kamp i Champions League.

Startopstillingen:

                                                           Jimmy Nielsen

Allan Olesen                Brian Priske               Marc Pedersen               Martin Pedersen

                                                           Steffen Kielstrup

                                       Allan Gaarde                      Valentino Lai

Martin Borre                                               Ibrahim Salou                          Brian Nielsen


Tekst: Henning Jepsen.
 

Kampfakta
FC København - VB 3-0 (0-0)
77. 1-0 Dame N’Doye
86. 2-0 Morten Nordstrand
89. 3-0 Danni Jensen
 



 

38. Ibrahim Salou 
62. Valentino Lai





 

46. Ibrahim Salou ud
Jesper Rasmussen ind
 

55. Jimmy Nielsen ud
Casper Jacobsen ind
 

62. Brian Priske ud
Søren Pallesen ind
 

67. Martin Pedersen ud
Osman Kamil ind
 

71. Valentino Lai
Adda Djeziri ind
 

74. Allan Gaarde ud
Adeshina Lawal ind




 

Mats Gren

Efter kampen...

- Første halvleg var meget god fra vores side, og de første små tyve minutter af anden halvleg var også ok. Efterhånden som vi skifter ud og må rokere rundt, bliver det tydeligt, at de er længere fremme end os. Vi er i gang med den tunge træning og skal først være klar om fire uger, mens de skal spille Champions League på onsdag, siger Mats Gren.

- Defensiven fungerede rigtig godt i første halvleg. Offensivt vil jeg gerne have bygget noget mere på, men det er jo ikke noget dårligt hold, vi møder. De skifter otte spillere ind i pausen, hvoraf et par stykker er landsholdspillere. Så de er friskere end os i anden halvleg, siger Mats Gren.






 

Klik på billedet for at se det stort