Tidlig afgørelse i Nørreskoven
De af de små 4000 tilskuere, der var lidt længe om at komme på plads, missede helt afgørelsen på søndagens udgave af det rød-gule lokalderby, for allerede efter to minutter havde VB’s Adeshina Lawal scoret kampens eneste mål og således bragt vejlenserne tilbage i oprykningskampen.
Det østjyske traditionsopgør udviklede sig som så mange andre af slagsen. Mål- og chancefattigt, fight for hver en meter, kun få tilløb til poleret fodboldspil. Men med sin anden 1-0 sejr i træk over ACH har VB pt. overtaget og kunne tanke tiltrængt selvtillid inden de næste kampe i de to ”engelske” uger, som byder på Viborg, AB, Brøndby og Brabrand.
I alt fald den rødklædte del af tilskuerkulissen kunne nyde den klare luft denne solbeskinnede
dag i Nørreskoven, og selv om kampen spillemæssigt var på det jævne og såmænd også godt kunne være sluttet remis, var øjenvidnerne tilfredse over endelig at se de hårdtprøvede lokalhelte have lidt medgang.
Hjemmeholdet, der i forvejen havde Delani på skadeslisten, måtte også give afkald på Steffen Kielstrup, som røg ind i en forstrækning ved lørdagens træning. Til gengæld var der comeback til Brian Nielsen, mens 17-årige Azer Busuladic på den defensive midtbane for første gang optrådte i startopstillingen. Og U-19 spilleren med det bosniske pas spillede samtlige 96 minutter og gjorde så fremragende en figur, at han fortjent blev kåret til Man of the Match. Et fint indhop af Erik Marxen satte en yderligere streg under, at VB’s ungdomslinje så småt er ved at slå igennem.
Som nævnt fandt kampen tidligt sin afgørelse. Brian Nielsen, som fik et fint comeback og viste noget af sin gamle fanden-i-voldskhed, sparkede et frispark i højresiden helt modsat til Martin Pedersen. Venstrebackens lange skift endte igen hos Brian Nielsen, der var rykket til bagstolpen, og kantspillerens hovedstødsaflevering snød keeper Jochumsen, så Lawal let kunne heade i mål fra tæt hold.
VB var aggressiv i starten med en pågående Lawal, og Allan Gaarde kunne have gjort det til 2-0 efter et kvarter, da han i god position headede ved siden af på Borres hjørne. Forinden havde ACH haft sin første chance, da Martin Spelman sparkede Macenas aflevering forbi mål.
Efter 27 minutter var de gules måltyv Gilberto Macena ved at smutte alene igennem, men Jimmy Nielsen gik godt ud og fik blokeret.
Tempoet faldt nu, og kampen truede med at gå helt i stå i halvlegens sidste kvarter. Værterne trak sig tilbage og overlod initiativet til gæsterne, som blev nærgående hen imod tepausen. Pumaen måtte hive en klasseredning frem, da han fik poten på Andreas Augustssons tørre hug, og praktisk taget med pausefløjtet måtte den hvidhårede keeper bokse endnu et nærgående Horsens-forsøg.
Udeholdets Morten Rasmussen skrabede malingen af overliggeren med et kvalificeret langskud efter en halv snes minutter i anden halvleg, hvor der ellers skete hjertens lidt foran de to mål. VB spillede stadig afventende og fik ikke det store ud af de kontraer, der bød sig, mens de gule gæster hovedsageligt øste høje bolde ind i VB-feltet, hvilket var gefundenes Fressen for en stærkt spillende Marc Pedersen, som var enerådende i luftrummet. Priske skød lige på Jochumsen, og indhopperen Marxen havde et opportunistisk raid, da han stjal bolden i venstresiden, men da han skulle afslutte, fik han lagt bolden over til sit iskolde højreben, og chancen løb ud i sandet.
Heller ikke de seks minutters overtid fik AC Horsens udnyttet, og så endte kampen da med den smalle VB-sejr, som bringer vejlenserne tilbage, hvor det er sjovt. Ingen klubber i Viasat Divisionen har formået at skille sig afgørende ud og kappes nærmest om at komme til at smide point mod de mere upåagtede hold.
Med en kamp i hånden kan vejlenserne nu i tilfælde af et gunstigt resultat i torsdagens opgør i Viborg bringe sig afgørende tilbage i oprykningskampen
Tekst: Ole Kristensen - foto: Jørgen Bech og Johnny Kristensen
VB - AC Horsens 1-0 (1-0)
02. 1-0 Adeshina Lawal
Tilskuere: 3923
56. Allan Olesen
68. Adda Djeziri ind
Valentino Lai ud
75. Erik Marxen ind
Brian Nielsen ud
82 Ibrahim Salou ind
Adeshina Lawal ud
Mats Gren
Mats Gren efter kampen:
VB’s svenske træner var godt tilfreds med indsatsen – noget mindre med spillet. ”Spillet bliver, som det bliver i sådan en kamp,” konstaterede Gren tørt efter kampen.
”Presset på hjemmebanen er stort, hvor folk forventer, vi altid spiller godt fodbold, men det lykkes ikke altid.”
Mats Gren var ikke i tvivl om, at dette kunne blive vendepunktet. ”Det var en enormt vigtig sejr for os!”
VB-coachen fandt ikke, at Horsens var så farlig som frygtet, men mest forsøgte sig med høje bolde ind i feltet. Omvendt var han ikke tilfreds med VB’s udnyttelse af kontramulighederne efter pausen.
Svenskeren undrede sig i øvrigt lidt over, at ACH havde forsøgt at kaste røgslør ud over startopstillingen op til kampen ved at give dommeren én opstilling og VB en anden (indeholdende Thomas Kortegaard og Anders Nøhr, som slet ikke kom i kamp…)
Mats Gren havde naturligvis masser af roser til unge Busuladic og glædede sig over, at Brian Nielsen er på vej tilbage. ”Jeg havde ikke troet, han holdt 75 minutter!”
Lai var syg op til kampen, hvilket var årsag til udskiftningen.
Endelig kunne træneren berette, at Delani nok først er klar søndag, mens Kielstrup må påregnes at sidde over de to næste kampe med sin forstrækning. Til gengæld er Philip Lund på vej tilbage, men Gren lagde ikke skjul på, at Brøndby-kampen kommer en smule ubelejligt..
























