Forløsning i Nørreskoven

 (Landspokalturneringen)
2009-10-29_VB-Brøndby_kampref_1.jpg

Socialdemokraterne var kampsponsor i aftenens pokaldyst, og var der valgflæsk og –plakater i rosens farve uden for stadion, ja, så var der så sandelig også ægte rødt på grønsværen. VB’s pt. så udskældte hold forløstes endelig og sendte chokerende, men fuldt fortjent favoritterne fra Vestegnen ud af turneringen. Ja, hvem der blot havde sat en tusse til odds 6,0 på underhundene!

VB stillede op i en 4-4-2 opstilling, som man havde pæn succes med i Gladsaxe i søndags. Allan Gaarde og Brian Nielsen blev sparet, og det betød Lawal og Salou i front med Delani og Borre på kanterne og Kielstrup og Lai på midtbanen. Marc Pedersen og Allan Olesen var tilbage i centerforsvaret.

Efter at VB-forsvaret havde svømmet lidt ved et advarsel-indbringende Brøndby-frispark, hvor der måtte cleares på stregen, overtog hjemmeholdet styringen. Aggressivt, tændt og fuld af selvtillid svingede de rødblusede taktstokken, og en sprudlende Lawal skabte masser af uro i københavnernes forsvar. I det 8. minut gled nigerianeren igen til baglinjen, og Delani kunne flot heade hans indlæg i nettet til det, der skulle vise sig at blive afgørelsen.

VB var i hele taget på bolden i den første snes minutter. Med fint tempo og flittig brug af kanterne kom værterne ofte bag om gæsternes forsvar og fik slået indlæg. De rødblusede kom også til en vifte af hjørnespark og et ikke ueffent Salou-forsøg.

Brøndby melder sig ind i kampen i det 20. minut. Thomas Rasmussen bliver spillet fri i venstresiden, men vinklen bliver for spids, og Jimmy Nielsen får pareret. På det efterfølgende hjørne får Anders Randrup headet, men Pumaen når i et tigerspring (nå,ja…) bolden for foden af stolpen.

Tempoet faldt nu en smule, men VB var stadig i pæn kontrol. Man of the Match, Adeshina Lawal, trak sig genialt fri og plantede med ydersiden bolden på trekantsammenføjningen. En sjældent flot detalje, som havde fortjent bedre. Mike Jensen havde et BIF-skud forbi fra den spids vinkel, og symptomatisk var det, at de få Brøndby-forsøg ikke kom fra den noget tandløse angrebsduo Bernburg og Madsen. Udebaneafsnittet forlangte da også højlydt Duncan på banen, og det gjorde han da så efter teen, da han remplacerede Peter Madsen. Også Thomas Rasmussen, som ikke havde held til at bremse Priske og Borre i sin side, blev trukket ud af en synligt frustreret Kent Nielsen.

De fleste havde nok ventet et furiøst angribende SAS-ligahold efter pausen, men den første chance tilfaldt Salou, som kort efter dommer Vollquartz’ opgiverfløjt sparkede over fra kort afstand.
VB var i det hele taget tættere på 2-0 end et svagt spillende Brøndby-hold var på en udligning, og efterhånden forstummede den ellers så lydstærke udebaneblok ganske. I VB-målet var Jimmy Nielsen en usvigelig sikker skanse og forsvaret gav ingen blottelser, ligesom både Priske og Martin P var gode støtter for kanterne. På midtbanen huserede en teknisk brillant Valentino Lai som iscenesætter og krigeren Kielstrup som bølgebryder. Fremme så man en uvant bevægelig Salou og publikumsyndlingen Lawal. De to mørke mænd befandt sig øjensynligt godt ved 4-4-2 systemet.

Lawal burde have afgjort kampen i cet 62. minut, da han helt fri blev pareret af reservekeeper Michael Tørnes. Også Borre havde en megachance, mens københavnerne kun var sporadisk farlige. Duncan lobbede snært over VB-målet, mens indskiftede Farnerud blev pareret af Pumaen, som også fem minutter før tid måtte op med en mirakelredning.

Mats Gren bragte Busiladzic, Marxen og Lund, og en fornøjelse var det at følge de tre helt unge talenter komme ind og løfte ansvaret.

VB kom et skridt nærmere Parken. Og kan aftenens forrygende indsats også endelig overføres til kampene i Viasat Divisionen – foreløbig allerede på lørdag i Brabrand – ja, så må man stadig regne med Vejle Boldklub i oprykningskampen. Der er vist nogle mennesker på Vestegnen, der godt vil skrive under på, at det VB-hold, der udfoldede sig denne råkolde oktoberaften i Nørreskoven, faktisk godt kan spise kirsebær med de store…
 

VB - Brøndby 1-0 (1-0)
 8. 1-0 Eduardo Delani

Tilskuere: 3267









 

 2. Martin Pedersen 











 

67. Erik Marxen ind
Eduardo Delani ud

71. Azer Busuladzic ind
Steffen Kielstrup ud

80. Philip Lund ind
Ibrahim Salou ud



 

Mats Gren

Efter kampen...

Mats Gren efter kampen:

”Bra for moralen!” En synligt tilfreds Mats Gren kunne efter kampen gøre status over for et noget større presseopbud end vanligt.

”Det var en fantastisk indsats. Specielt er jeg glad for løbevilligheden efter tre svære kampe i træk. Jeg vidste godt, holdet kunne præstere det, vi så i aften – vi har set det til træning – og nu fik vi bevis på, hvor højt overliggeren kan ligge. Blot ærgerligt, at vi endnu ikke har været i stand til at præstere sådan i 1. division, men det bør komme nu, så vi kan komme en række højere op og få sådan nogle kampe hver gang!!”

Mats Gren erkendte, at han troede, Brøndby ville komme med et større tryk mod slutningen, men det kom aldrig. ”Bare nogle lange bolde!”

VB-træneren forventer at måtte skifte en del ud til lørdagens turneringskamp, da flere VB’ere så noget mærkede ud efter pokaldysten, bl.a. Lai og Salou. Svenskeren erkendte, at 4-4-2 opstillingen nok i øjeblikket er det ideelle til VB-holdet og forudskikkede, at det nok bliver systemet de kommende kampe
 

 














 

Klik på billedet for at se det stort
Opstilling_Brøndby.gif
BÆNKEN
Philip Lund, Erik Marxen, Edu Silva, Adda Djeziri, Azer Busuladzic, Jonas Halling og Casper Jacobsen
2009-10-29_VB-Brøndby_Popup_1.jpg 2009-10-29_VB-Brøndby_Popup_2.jpg 2009-10-29_VB-Brøndby_Popup_3.jpg 2009-10-29_VB-Brøndby_Popup_4.jpg 2009-10-29_VB-Brøndby_Popup_5.jpg 2009-10-29_VB-Brøndby_Popup_6.jpg
2009-10-29_VB-Brøndby_Popup_7.jpg 2009-10-29_VB-Brøndby_Popup_8.jpg 2009-10-29_VB-Brøndby_Popup_9.jpg 2009-10-29_VB-Brøndby_Popup_10.jpg 2009-10-29_VB-Brøndby_Popup_11.jpg 2009-10-29_VB-Brøndby_Popup_12.jpg
2009-10-29_VB-Brøndby_Popup_14.jpg 2009-10-29_VB-Brøndby_Popup_13.jpg 2009-10-29_VB-Brøndby_Popup_15.jpg 2009-10-29_VB-Brøndby_Popup_16.jpg 2009-10-29_VB-Brøndby_Popup_17.jpg