U19: Målløst, men intenst og ganske dramatisk lokalderby

Foto: Ole Kristensen

Efter at VB’s U15 og U17 Liga-hold tidligere på ugen havde slået AC Horsens, var det op til U19 at fuldbyrde Akademiets triumf i den indbyrdes rivalitet mod De Gule. Det lykkedes kun delvist, idet en intens affære i VB Parken sluttede uden scoringer trods adskillige chancer og en enkelt stærkt kontroversiel episode, men med sejr i den efterfølgende straffesparkskonkurrence fik VB dog to point ud af anstrengelserne.

Af Ole Kristensen | 27. april 2024

Hos VB var der fire ændringer i startelleveren i forhold til kampen i Haderslev sidste weekend, idet Lasse Flø, Rasmus Lundsgaard, Sander Ravn og Nikolaj Sønderby denne gang var med fra begyndelsen.
Den tidligere VB’er Jashar Beluli fik indhop for AC Horsens’ NBL-hold i gårsdagens kamp på Østerbro, hvorfor han ikke var med hos de gulblusede. Til gengæld havde lillebror Jetmir fået plads på bænken.

I en jævnbyrdig indledning skete der ikke stort foran de to mål. To påpasselige forsvar holdt modstandernes offensiv behørigt i skak, og kun AC Horsens’ Angelo Nehmé havde efter en halv snes minutter noget, der lignede en chance, da han halvkikset sparkede forbi i lovende position.
Til gengæld var der så rigeligt med spektakulære situationer og diskussionsstof i halvlegens sidste 20 minutter.
Det startede med kampens store samtaleemne efter godt 25 minutter. VB’s Nikolaj Sønderby havde øjensynligt bolden i mål – velplacerede vidner kunne bekræfte, at læderet havde sluppet stregen – men hverken dommer Jonas Johansen eller linjedommeren reagerede. Heller ikke på den samtidige Horsens-arm, der var på bolden. I stedet kom ACH i omstilling, mens alle VB-spillere stod og appellerede, og Omar Jarju havde en stor chance, men Gustav Nørregaard Knudsen reddede á to omgange.

Syv minutter efter den kontroversielle situation havde VB bolden i mål efter Oliver Ambys hjørne, men dommeren så et frispark i situationen.
To minutter senere var det Horsens’ Frederik Roslyng, som kunne heade i mål efter et frispark, men offside.
VB havde efterfølgende kæmpemuligheder for en føring. Flaskager var fri, men blev blokeret, ligesom Sander Ravn firsttimede forbi.
Også i den anden ende var der tilløb til en scoring. Angelo Nehmé slap fri efter et Klaster-boldtab, men Gustav Knudsen fik pareret til hjørne.
1. halvlegs sidste 20 hæsblæsende minutter sluttede med et riv på overliggeren fra VB’s Frederik Flaskager. Jo, der var ”Gesprächsthemen” nok i pausen for de mange tilskuere, der nød det dejlige forårsvejr i VB Parken.

Bright Appiah afløste Nikolaj Sønderby fra 2. halvlegs start. Der var straks muligheder i begge ender – Flaskager havde et godt gennembrud uden resultat, mens Gustav Knudsen i den anden ende måtte strække sig efter Angelo Nehmés afrettede skud.

Intensiteten dalede nu imidlertid, og det var som i starten af 1. halvleg småt med begivenheder i felterne. VB gjorde brug af yderligere tre indskiftninger.
Kampens sidste kvarter bød dog igen på adskillige scoringsmuligheder til begge hold. Gustav Knudsen måtte i det 75. minut vifte et godt forsøg fra indskiftede Jetmir Beluli over tværribben, og øjeblikket efter måtte den talentfulde keeper yderligere parere et forsøg fra ligeledes indskiftede Ank Asmussen. Med et minut igen måtte Knudsen op med endnu en vanvittig redning på Emil Rosenbergs forsøg.
Selv om kampens sidste del tilhørte gæsterne, blev det alligevel vejlenserne, der var snublende tæt på en afgørelse i de døende minutter. Gustav Knudsen gav med et udspark Frederik Flaskager en friløber, men angriberen blev pillet af keeper Andreas Hermansen. Overiden bød på et rent skydetelt i ACH-feltet, hvor de rødblusede havde flere gyldne muligheder, men hver gang kom en blokering i vejen, så lokalderbyet sluttede målløst.
Gemytterne kom flere gange i kog blandt rivalerne, og kampen bød på to gule kort til VB og tre til Horsens. Også de to bænke blev advaret, og advarslen til VB’s cheftræner Niclas Hougaard holder ham ude af næste uges kamp i Brøndby.

Ved uafgjorte kampe i Ligaerne skydes der straffe om et ekstra point ved uafgjort, og var Gustav Knudsen allerede i centrum i den ordinære kamp, blev han det for alvor nu, idet han overlegent snuppede tre af ACH’s fem forsøg. Så gjorde det ikke noget, at VB’s Rasmus Lundsgaard brændte, for Lukas Henriksen, Oliver Amby og Lasse Flø sørgede for det ekstra point, der bringer VB op på i alt 20 i Ligaen, hvilket stadig placerer vejlenserne på en 12. plads med fire point færre end AC Horsens, men med to kampe i hånden.

Hougaard: Ærgrelsen over ikke at vinde vejer tungest

Cheftræner Niclas Hougaard havde svært ved at glæde sig over de to point, VB trods alt fik ud af anstrengelserne i dagens kamp.

- Jeg ærgrer mig. Det ekstra point i straffe kan jo på ingen måde erstatte det at vinde en fodboldkamp. Vi brænder chancer i opgøret, som vi skal score på, og vi leverer flot i 75 procent af kampen. Det er jo brandærgerligt, at ikke blot en af vore mange chancer går i mål. Men vi er farlige, og angriber frisk modstandernes mål i hovedparten af kampen. Efter lidt stilstand i starten begynder vi at løbe med dem, kommer ned bag dem og bruger bagrummet.

Hougaard var selvsagt frustreret over situationen, hvor VB efter samstemmende øjenvidneberetninger havde bolden over stregen i 1. halvleg.

- Men det er jo noget, vi ikke kan ændre på nu. Vi må blot glæde os over at spille til nul, og over, at vi burde have vundet kampen. Vi finder ikke helt vores ben offensivt efter indskiftningerne, men har jo alligevel så meget individuel kvalitet, at vi er meget tæt på at score til sidst. Vi er i en god periode, hvor vi kun har tabt en af de sidste seks kampe og er absolut kompetitive.

Træneren fremhævede Flaskager for sin evne til at komme til chancer, Amby for at vise initiativ og Gustav Knudsen for at være kampafgørende.

Hougaard håber at se sit hold i de sidste fem runder fortsætte den opadgående kurve – også mod endnu bedre hold.

U19 Ligaen 2023-24, VB Parken
Lørdag den 27. april 2024 kl. 12.30
Vejle Boldklub - AC Horsens 0-0 (0-0)

Kort:
82. Oliver Amby (gult kort)
85. Bright Appiah (gult kort)

Indskiftninger:
46. Nikolaj Sønderby ud Bright Appiah ind
68. Sander Ravn ud Magnus Nykjær ind
68. Theo Laursen ud Toby Pedersen ind
68. Anton Klaster ud Lukas Henriksen ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Gustav Nørregaard Knudsen

Anton Klaster
Theis Eskildsen
Rasmus Lundsgaard

Andreas Tomaselli (anfører)
Oliver Amby
Theo Laursen
Lasse Flø

Frederik Flaskager
Sander Ravn
Nikolaj Sønderby

Bænken:
Bright Appiah
Toby Pedersen
Lukas Henriksen
Magnus Nykjær
Noah Ejlertzen (ikke benyttet)
Nikolaj Bertelsen (m) (ikke benyttet)

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV